Gå til hovedindhold
Bæredygtigt forbrug

Circular Economy Beyond Waste projektet

Inspirationskataloget Bæredygtigt forbrug er udviklet som et delprojekt i det store EU støttet Circular Economy Beyond Waste. Projektet har til formål at forebygge affald samt øge genbrug og genanvendelse, så vi reducerer ressourceforbruget og minimerer affald.

Om projektet Circular Economy Beyond Waste (CEBW)

I 2021 bevilligede EU-kommissionen 75 mio. kr. til CEBW projektet, som skal bidrage til at accelerere den cirkulære omstilling i Danmark ved at øge forebyggelsen af affald samt sikre, at flere produkter og materialer genbruges og genanvendes. Cirkulær økonomi handler altså om at mindske affaldsmængderne, cirkulere produkter og materialer, og arbejde med adfærdsændringer for at få et mindre forbrug.

 

 

Circular Economy Beyond Waste logo

CEBW består af 26 delprojekter, som adresserer en lang række af de udfordringer, der står i vejen for cirkulær økonomi i Danmark. Nogle delprojekter skal demonstrere innovative løsninger og styrke værdikædesamarbejder inden for specifikke materialestrømme, herunder tekstiler, plast, elektronik, biomasse, byggematerialer og kompositmaterialer. I andre delprojekter gribes der fat i tværgående problemstillinger såsom cirkulære offentlige indkøb, forbrugsvaner, producentansvar, data og digitalisering, kompetenceopbygning og rammevilkår.'

Dette inspirationskatalog har afsæt i to af de delprojekter, som Region Hovedstaden har været involveret i:

 

Delprojekt om effekten af cirkulære indsatser 

Offentlige institutioner står ofte over for en kompleks og tidskrævende opgave, når de skal estimere og formidle effekterne af cirkulære indsatser. Samtidig er vurderingen af indsatsernes effekt afgørende for, at de initiativer med størst cirkulært potentiale identificeres, prioriteres, implementeres og forankres både politisk og administrativt.

Derfor har Region Hovedstaden stået i spidsen for at udvikle et værktøj, der kan hjælpe offentlige institutioner med at estimere og kommunikere de sociale og miljømæssige potentialer i cirkulære tiltag, så der kan implementeres flere og bedre indsatser på området.

 

Delprojekt om kompetenceopbygning 

Den cirkulære omstilling kræver, at der opbygges nye kompetencer blandt medarbejdere, ledere og beslutningstagere hos alle interessenter. Der skal skabes en fælles forståelse for den cirkulære økonomis mål og principper, og medarbejdere, ledere og beslutningstagere skal klædes på til at bidrage til omstillingen i deres daglige arbejde.

I dette delprojekt tager Region Hovedstaden et vigtigt skridt på vejen mod at opbygge kompetencer i regionen og dens kommuner. Aktiviteter omfatter blandt andet træningsmoduler i genbrug, genanvendelse og cirkulære indkøb, sparring om specifikke problemstillinger, facilitering af strategisk forankring af den cirkulære omstilling på ledelsesniveau og vidensdeling på tværs af partnerskabet.

Delprojektet ledes af Region Midtjylland, og Region Hovedstaden spiller blandt andet en rolle i at arbejde med strategisk forankring af de cirkulære indsatser. Dette arbejde bidrager inspirationskataloget også til.

 

Læs mere om projektet Circular Economy Beyond Waste her.